Hvordan scorer dit supermarked
på kyllingevelfærd?

De fulde resultater offentliggøres i efterår 2026.

Rangeringen af detailhandlen

Anima undersøger, hvordan det står til med kyllingevelfærden hos seks af Danmarks største supermarkedskæder. Efter Animas første kortlægning fra 2022 vurderes det nu, hvordan det siden er gået med ambitionerne hos Salling Group, Coop, Rema 1000, Dagrofa, Lidl og Nemlig.com. Aktørerne rangeres primært efter, hvor langt de er nået med at udvikle og implementere deres politikker, og resultaterne afslører blandt andet, hvor stor en andel turbokyllinger der fortsat findes på hylderne.

Salling Group logo
COOP logo
Rema 1000 logo
Dagrofa logo
Lidl logo
nemlig.com logo

Velfærdsproblemer for kyllinger 

Størstedelen af alle danske slagtekyllinger er af den hurtigt voksende race Ross 308. Hurtigt voksende kyllinger - også kaldt turbokyllinger - er fremavlet til at vokse så unaturligt hurtigt, at deres knogler, hjerte og organer ikke kan følge med. 

Dertil kommer pladsforholdene. Op mod 20 kyllinger deler i praksis én kvadratmeter, svarende til mindre end et A4-ark pr. dyr, og endda mindre plads end burhøns har. Den manglende plads har mange konsekvenser for kyllingernes sundhed og velfærd, herunder begrænsninger i kyllingernes naturlige adfærd.

Infografik om turbokylling; detaljer i teksten nedenfor.

Vejen frem mod bedre kyllingevelfærd

Både racen og pladsforholdene er centrale parametre af ‘European Chicken Commitment’ (ECC) - en international minimumsstandard for hold af slagtekyllinger. Mere end 80 dyreværnsorganisationer, heriblandt Anima, står bag standarden og arbejder aktivt for at få den implementeret. 

Fordi racen og kyllingernes pladsforhold er to af de mest problematiske velfærdsaspekter ved konventionel kyllingeproduktion, er det her, velfærden kan løftes mest i forhold til det niveau, vi står på i dag.