
5. plads: Coop

Hvor godt klarer Coop sig, når det gælder kyllingevelfærd?
Coop er Danmarks næststørste supermarkedskæde og står bag Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount. Coop lander på en 5. plads i Animas undersøgelse af, hvad supermarkederne gør for kyllingernes velfærd.
Lidt mere end hver 3. kylling, Coop sælger, er i dag langsommere voksende.

Hvorfor den placering?
I 2022 undersøgte Anima for første gang, hvor supermarkederne stod, når det gælder kyllingernes velfærd. Dengang endte Coop på en sidsteplads.
Dengang var andelen af langsommere voksende kylling 10-25 %. I 2026 er dette tal 36 %. Coop forventer, at andelen passerer 50 % ved indgangen til 2027.
Der er dog stadig langt op til undersøgelsens 1. plads, REMA 1000, der har udfaset 85 % af turbokyllingerne, og 2. pladsen, nemlig.com, der har udfaset 80 %.

Butikskæder i Coop




Hvad er planen nu?
Coop forventer, at mere end halvdelen af kyllingerne skal være langsommere voksende i starten af 2027. Der er ingen plan for at udfase alle turbokyllinger.
Coops omstilling bliver også anderledes end først planlagt. Nu er planen at alle kyllingeprodukter i deres eget mærke (med Coop-logo) bliver langsommere voksende. Det gælder dog ikke budgetmærket Xtra, som fortsat vil være hurtigt voksende kyllinger.
I undersøgelsen har Anima også spurgt, om supermarkederne vil støtte højere krav i Dyrevelfærdsmærket, så kyllingerne kan få mere plads i staldene. Det er Coop positiv over for, hvis det kan ske på en økonomisk forsvarlig måde.
Coop: Forventning vs. virkelighed
Coop har langsomt gjort fremskridt og er på vej mod forbedringer.
Grafen viser andelen af langsommere voksende kyllinger af den samlede volumen hos Coop. Alle tal er oplyst af Coop til Anima i forbindelse med vores undersøgelser i 2022 og 2026. Tallene for 2026 er dels konkrete salgstal og dels Coops forventning til resten af året. Forventningen er markeret med den lyse farve.
Hvad siger Coop selv?
Coop har fået mulighed for at kommentere på resultaterne af undersøgelsen. Kæden erkender, at deadlinen for 2025 ikke blev nået. Men ifølge Coop har de stadig gjort det, de satte sig for, bare med en anden strategi og en forsinkelse, som de selv kalder rimelig.
Hvad mener Anima om Coops indsats?
Anima vurderer, at Coop stadig ikke gør nok for kyllingernes velfærd, men at kæden er en af dem, der har rykket sig mest siden 2022 og tættest på at holde deres ord.
Det er dog et minus, at Coop har sænket ambitionen, så politikken kun dækker Coop-mærket og ikke hele den faste ferske kategori. Deadlinen er også skredet.
Nu bliver det afgørende, om Coop når over 50 % langsommere voksende kyllinger ved indgangen til 2027, som kæden har lovet. Herfra skal ambitionerne hæves, så udviklingen ikke går i stå.
Anima opfordrer Coop til at løfte velfærden for alle kyllinger i butikkerne, også hvis det kræver længere deadlines.
Kort om Coop
Coop er Danmarks næststørste detailaktør med en samlet markedsandel på 25,5 % (2025). Coop Danmark er andelsejet. Ejerskabet er delt mellem Coop amba, med to millioner danske forbrugere som medlemmer, og OK a.m.b.a., der blandt andet ejes af de lokale brugsforeninger. Coop driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount. Irma-kæden, som havde fjernet hurtigt voksende kyllinger fra kølediskene, blev lukket i 2023.




