3. plads: Dagrofa

Hvor godt klarer Dagrofa sig, når det gælder kyllingevelfærd?

Dagrofa er Danmarks 4. største supermarkedskæde og står bag Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb. De lander på en 3. plads i Animas undersøgelse af, hvad supermarkederne gør for kyllingernes velfærd.

Mere end halvdelen af de kyllinger, der sælges i Dagrofas butikker, er stadig turbokyllinger.

Mere end halvdelen af kyllingerne hos Dagrofa er stadig turbokyllinger: ca. 57 % turbokyllinger og ca. 43 % langsommere voksende.

Hvorfor den placering?

Dagrofa har fjernet turbokylling fra deres faste udvalg af fersk kylling. I dag er cirka 43 % af de kyllinger, kæden sælger, langsommere voksende.

Det er dog fortsat langt op til undersøgelsens 1. plads, REMA 1000, der har udfaset 85 % af turbokyllingerne og 2. pladsen nemlig.com, der har udfaset 80 %.

Rangering 2026: 1. REMA 1000, 2. nemlig.com, 3. Dagrofa, 4. Lidl, 5. Coop og 6. Salling Group.

Butikskæder i Dagrofa

Let-Køb
MENY
Min Købmand
SPAR

Hvad er planen nu?

Dagrofa har sat to nye mål:

2026:

Turbokylling på frost skal væk.

Udgangen af 2028:

Al fersk kylling skal være langsommere voksende.

Det er en stor forsinkelse. Allerede i 2022 lovede Dagrofa at udfase al turbokylling inden 2024. Det løfte blev ikke holdt, og først i 2025 tog kæden et ryk, da den fjernede turbokylling fra sit faste ferske udvalg. 

De nye mål er også mindre ambitiøse end de oprindelige, fordi de ikke længere omfatter forarbejdede produkter, fx pålæg. 

I undersøgelsen har Anima også spurgt, om supermarkederne vil støtte højere krav i Dyrevelfærdsmærket, så kyllingerne kan få mere plads i staldene. Det er Dagrofa relativt positiv over for, men kæden udtrykker en vis forsigtighed.

Dagrofa: Forventning vs. virkelighed

Dagrofa har misset sine deadlines og er forsinket med udfasningen, men har gjort konkrete fremskridt siden 2025.

Grafen viser andelen af langsommere voksende kyllinger af den samlede volumen hos Dagrofa. Alle tal er oplyst af Dagrofa til Anima i forbindelse med vores undersøgelser i 2022 og 2026. Tallene fra 2026 er konkrete salgstal og har størst nøjagtighed.

Hvad siger Dagrofa selv?

Dagrofa har fået mulighed for at kommentere på resultaterne af undersøgelsen. De peger på forbrugernes efterspørgsel som den primære årsag til, at de oprindelige mål ikke er nået, men mener, at udviklingen nu går den rigtige vej. Dagrofa fremhæver også sit mål om at udfase turbokylling på frost i 2026. 

Hvad mener Anima om Dagrofas indsats?

Anima vurderer, at Dagrofa i stor grad er afveget fra sit løfte fra 2022 om en fuld udfasning. Fristen er nu rykket til 2028, og ambitionen er blevet mindre, fordi de forarbejdede produkter ikke længere er med.

Det er dog positivt, at Dagrofa har taget et stort ryk mod langsommere voksende kyllinger. Det er også godt, at der nu er klare mål for udfasningen af turbokyllinger på både frost og hele den ferske kategori, selvom deadline på sidstnævnte er til den lange side.

Alt i alt har Dagrofa noget at bevise. Hvis kæden skal holde sin deadline denne gang, skal der kunne ses løbende forbedringer frem mod 2028.

Hvad gør de andre kæder?

Se hvordan andre kæder klarer sig i forhold til Dagrofa.

Se resultaterne for Coop
Se resultaterne for Lidl
Se resultaterne for nemlig.com
Se resultaterne for REMA 1000
Se resultaterne for Salling Group

Kort om Dagrofa

Dagrofa er Danmarks 4. største detailaktør med en samlet markedsandel på 10,7 % (2025). Dagrofa driver kæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb.

Dagrofa indgik i juli 2026 desuden en aftale om at overtage aktiemajoriteten i ABC Lavpris. Handlen er dog betinget af godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og tal for ABC-Lavpris indgår ikke i denne undersøgelse.